“Det er fremmed for min tro”

Hun har vært prest ved domkirken i Haderslev i Danmark i ti år. Hun vokste opp i en kirke der presten var en kvinne, og hun har aldri vært usikker på om hun selv kunne bli prest.¶

Av Maria Solbak Årnes · Samtale med Sofie Bonde Eriksen, sognepræst i Haderslev Domsogn i Danmark · 2. oktober 2026 · 13. oktober 2026¶

Ti år i Haderslev¶

MARIA Kan du begynne med å fortelle litt om hvor du er i livet i dag, og hvor du tjenestegjør?¶

Jeg er præst i domkirken i Haderslev, i den sydlige del af Danmark. Det er mit første sted, og jeg har været der i 10 år og lidt til. Så det er der jeg har erfaringen min fra.¶

Hun er gift med en prest på landet. De bor i hans sogn, og hun kjører inn til byen på arbeid.¶

Der, hvor jeg er nu, har jeg præstekolleger. Der er også en præst for det tyske mindretal. Så det vil sige, at i modsætning til min mand, så har jeg præster ved siden af mig i det daglige arbeidet.¶

Den danske kirken er svært bred. Så det finnes områder som er mer eller mindre misjonære, mer eller mindre grundtvigianske, osv. Jeg vokste opp i et sogn som var grundtvigiansk, men var omgitt av misjonsmenigheter. Faren min var kirkesanger. Så det var en konstant tilknytning til kirken hver søndag.¶

Det var en liten menighet, hvor det noen ganger var tre personer i kirken. Noen ganger fem. Og så var det fullt i julen. Så det var det jeg vokste opp med som normalt. Noen få personer utgjør også en kirke.¶

Det var en liten menighet, hvor det noen ganger var tre personer i kirken. Noen ganger fem. Og så var det fullt i julen.¶

Sagt høyt i gymnaset¶

MARIA Når bestemte du deg for at du også skulle bli prest? Føler du at du har fått et kall?¶

Jeg husker ikke, hvornår jeg sådan bevidst har bestemt det. Men jeg ved, at jeg har sagt det højt, da jeg gik i gymnasiet. Der tænkte jeg, at det var det, jeg skulle.¶

Jeg har altid været optaget af bibelhistorier og bibelhistoriernes mening. Eller den måde, de taler til os på. Og det har jeg også været rigtig meget som barn.¶

Det finnes områder i arbeidet mitt der jeg føler at det er et kall. Og så finnes det også ting som er en del av jobben min som egentlig ikke føles som et kall.¶

Så jeg forstår kall i den forstand at det finnes situasjoner og forhold der det du har med deg er det du er kalt til. Det vil si i den forstand at du er prest i den forstand at du er døpt. Det vil si i den forstand at du er en troende person. Og i det vil det være kall. I forskjellige varianter.¶

Det du har med deg er det du er kalt til.¶

Presten hun hørte på¶

MARIA Har du noen gang selv vært usikker på om valget var riktig, fordi du er kvinne i den rollen?¶

Nej, det har jeg aldrig været usikker på. Altså i den kirke, hvor jeg voksede op, var der også en kvinde, som var præst der. Og det var hendes prædikener, som jeg var optaget af.¶

Og dengang tænkte jeg jo bare, at hun var præsten. At det var så den præst, der var. Men nu ved jeg, at hun er en, som har haft en særlig prædikestil.¶

Og også at hun var ansatt på 50- eller 60-tallet i et område der det bare var mannlige prester rundt henne. Jeg tror ikke det alltid var så lett.¶

Nej, jeg har virkelig aldrig tænkt, at det, at jeg var kvinde, på en eller anden måde skulle. Nej.¶

Det var hendes prædikener, som jeg var optaget af.¶

Studietiden¶

MARIA Hva med studietiden? Paulus' brev er det som ofte brukes som argument for hvorfor kvinner ikke burde være prester. Var det noen gang diskusjon i klassen, og hvordan ble de brevene håndtert?¶

Jeg ved ikke, hvordan det er i Norge. Jeg tænker, det måske er ligesådan. Men der er jo teologistudiet rent akademisk.¶

MARIA I Norge har jeg hørt historier om studenter som har sagt at de er mot kvinnelige prester. Og så har det vært diskusjon, kanskje mer rundt lunsjen enn i klasserommet.¶

Det var bare på Pastoralseminaret at jeg møtte studenter som var imot kvinnelige prester. Det kommer an på hvilket miljø du er i, tror jeg.¶

Vi går ut i verden med den troen vi vokste opp med, helt til den blir satt på prøve og så forandrer den seg – kanskje.¶

MARIA Men har du ikke vært borti situasjoner eller miljøer der det har vært uttalt?¶

Jeg har møtt den holdningen, men ikke ofte.¶

Teologien som maktredskap¶

MARIA Det finnes kirkesamfunn i dag, de ortodokse for eksempel, og flere i Norge også, som tolker Bibelen som et forbud mot kvinner i presterollen. Hva tror du de begrunner det i? Hvorfor tolker andre det annerledes enn du gjør?¶

Det er jo et godt spørgsmål.¶

Mitt syn på Bibelen er at den er guddommelig inspirert, men den er også til en viss grad formet av den tiden tekstene ble skrevet ned i. Og formet av menneskene som skrev tekstene. Jeg har en dyp tillit til Gud og en grunnleggende tro som på en måte ligger bak og dypere enn min lesning av Bibelen.¶

Jeg tænker, at vi alle må være på vagt i forhold til, hvornår vi bruger teologien til at sætte skel imellem mennesker. Hvornår vi på en måde også bruger teologien som et magtredskab.¶

Vi alle må være på vagt i forhold til, hvornår vi bruger teologien til at sætte skel imellem mennesker.¶

Den første kristenheten¶

MARIA Det har vært tolket som et forbud i de fleste kirkesamfunn i mange år. Så kom et skifte, og i ganske mange land ble det gjort om. Det er knyttet til samfunnet og hvilke regler og verdier man har. Tenker du at man har tolket det feil i de foregående årene?¶

Hva er vår sosiale tenkning, og hva er Guds syn og ønske for mennesker? Jeg tror at forskning på tidlig kristendom indikerer at det var mye mer likestilling, og kvinner hadde større og mer betydningsfulle roller enn man tidligere har trodd.¶

MARIA At kvinner har hatt mer framtredende roller i kirken i tidligere tider, det var interessant. Husker du hva slags roller det kunne være?¶

Marianne Aagaard Skovmand, «De skjulte lederne – om kvinner i tidlig kristendom».¶

MARIA Men er ikke det også litt skummelt, å tolke inn i samtiden? Det forutsetter at man alltid kommer nærmere og nærmere sannheten i samfunnet. Verden er jo full av ting som ikke er av Gud. Hvor går grensen for hvor mye samfunnet skal styre troen?¶

Hun ber om å få spørsmålet på engelsk. Maria stiller det på nytt: Hvordan setter vi en grense for hva samfunnet kan forandre i troen vår?¶

Det er et godt spørsmål.¶

Det ville være virkelig svært at lave en formulering, som sagde, at det er sådan her, man sætter den linje. Men jeg tænker, at der er nogle ting, der ligger i den faste tro, som må være pejlemærker i alt det, vi gør.¶

Det er ikke sikkert, at det er det, som taler ind i det her konkret.¶

MARIA Hva kan hjelpe oss å avgjøre hva som er godt og ikke godt når det gjelder å forandre troen? Det gjelder også andre spørsmål, som likekjønnet ekteskap, skilsmisse og gjengifte. Det er flere ting som har endret seg.¶

Ja, det er ikke noget, jeg har forsket i eller læst mig dybt ned i. Ja, det er godt nok nogle store spørgsmål.¶

Men det er også fordi disse diskusjonene opptar minimal plass i arbeidet mitt. På en måte er det, hva kan man si, teologisk gymnastikk. Den debatten er ikke til stede i mitt daglige arbeid. Jeg ordinerer gjerne personer av samme kjønn og også fraskilte, fordi det er den teologiske praksisen jeg kan gå god for. Men i forhold til hvordan man avgjør om en endring er til det gode eller det dårlige, vil jeg si noe om å beskytte den andres menneskelighet. Igjen, greia med landemerkene.¶

At være sikker på, at forkyndelsen ikke bliver brugt til at gøre dig lille og mig stor. Men at forkyndelsen sætter mennesket ind i Guds historie, som Guds skabning og som Guds elskede menneske.¶

At være sikker på, at forkyndelsen ikke bliver brugt til at gøre dig lille og mig stor.¶

En mann av sin tid¶

MARIA Motstanderne av kvinnelige prester viser oftest til Første Korinterbrev og Første Timoteusbrev. Der skriver Paulus at kvinner skal lære i stillhet, tie i menigheten og spørre mennene sine hjemme. Han begrunner det med skapelsen: Kristus er mannens hode, og mannen er kvinnens hode. Hvordan skal vi lese det i dag?¶

Jeg tror ikke at Paulus var en ufeilbarlig mann. Jeg tror at han var en mann som kan fortelle oss absolutt uvurderlige ting om erfaringen med Gud. Jeg tror også at Paulus var en mann av sin tid, og at vi har rett til å lese Paulus kritisk, som en mann i et patriarkalsk samfunn.¶

I forhold til skabelsesberetningen, så skabes Eva som en, der kan hjælpe Adam. Altså en hjælper, der svarer til ham. Så det vil sige, at det ikke er ligesom en assistent. Men nogen, man skal have hjælp af, er også nogen gange nogen, som er stærkere, eller som kan noget, man ikke kan selv.¶

Så jeg tænker ikke på skabelsesberetningen som en introduktion af et hierarki, men som en beretning, der handler om, at vi ikke kan klare os selv. At vi har brug for hinanden, og vi har brug for fællesskab.¶

Jeg tænker, hvor er livskraften og livshjælpen i, at vi læser Bibelen for at lede efter, hvordan vores hierarki skal være? Jeg synes, det er sådan en trist... Hvad er det, man er på jagt efter? Hvorfor har man brug for Bibelen til at blåstemple et hierarki blandt os?¶

Det er fremmed for min tro, i hvert fald.¶

Hvorfor har man brug for Bibelen til at blåstemple et hierarki blandt os?¶

De tolv¶

MARIA Både Paulus og evangeliene forteller mye positivt om kvinnene i den første kirken. Men Jesus valgte tolv menn som apostler, og noen mener det viser at de øverste embetene i kirken er forbeholdt menn. Ellers brøt han ofte med skikkene i sin samtid. Hva tenker du om at han valgte tolv menn?¶

Det ved jeg ikke, hvad jeg tænker om. Jeg tænker, gad vide, om kvinderne havde andre ting at lave. Der er bare så mange ting, som vi ikke ved noget om.¶

Vi må tro, være ydmyge, læse og diskutere. Men vi må aldrig bruge troen og teologien til at slå hinanden ned med.¶

Ej, det ved jeg ikke, om jeg kan sige.¶

«Hvis det blir feil, kan du fjerne det fra utkastet,» sier Maria.¶

Ej, det ved jeg ikke. Jeg vil ikke pege fingre ad nogen.¶

Men den teologi, der er optaget af, hvem der har ret til hvad, den ligger meget tæt op ad noget, hvor man vil pege på, hvem der er uværdig til hvad. Hvor der bliver sat skel.¶

Og det tror jeg ikke er meningen med vores virke på jorden.¶

Vi må aldrig bruge troen og teologien til at slå hinanden ned med.¶

Elske og ære¶

MARIA Mange ser Gud som en slags farsfigur, eller en forelder, både mor og far. Og foreldre setter grenser og regler. Underordningen nevnes flere steder i Bibelen, at man underordner seg hverandre, og i ekteskapet. Det er forskjellig hva man legger i underordning. Tror du det er noe sannhet i den?¶

Jeg tror ikke det. I bryllupsritualet vi har i den danske kirken lover dere å elske og ære hverandre til døden skiller dere ad.¶

Og så får man Paulus-teksten med om at bære over med hinanden, tilgive hinanden og iføre sig kærligheden som fuldkommenhedens bånd. Og jeg synes, at det har meget mere med virkeligheden at gøre. Det med at elske og ære er et valg, og det er en forpligtelse, som står over for nutidens optagethed af, at det skal føles autentisk.¶

Så siger vi, at det med at elske og ære er en forpligtelse, og det er noget, vi skal vælge at gøre. Og det, synes jeg, er teologi, som er en livshjælp.¶

Jeg synes også, at i det med, at vi hele tiden må snakke sammen med vores samtid, så er der ikke en verden derude, der trænger til, at kvinder bliver gjort mindre. De kræfter er der til fulde ude i verden. Så jeg synes, at kristendommens stemme i højere grad handler om ligeværd.¶

MARIA Ja, det gir mening. Men det forutsetter at du mener at hvis kvinner ikke skal ha enkelte lederroller, så gjør det også kvinnen mindre. Mindre verdt.¶

Uansett hva vi gjør eller bestemmer oss for som mennesker og som kirker, ligger vår verdi i Guds hender. Gitt av Gud. Så vi kan ikke gjøre noe med det.¶

Jeg tror ikke at noen har spesiell status på grunn av kjønn.¶

Så er der ikke en verden derude, der trænger til, at kvinder bliver gjort mindre.¶

Ti prosent mer kapabel¶

MARIA Er det noe du selv tenker på, når det gjelder kvinner og prestetjeneste, som du synes vi burde nevne, og som det ikke har vært snakket om?¶

Det er et stort felt. Jeg tror, jeg havde forestillet mig, at interviewet ville handle mere om, hvad der spiller ind i forhold til kønsroller i den dagligdag, kirken har nu, på det sted, hvor jeg arbejder. Det er også det med, at der er forskel fra område til område. Det er jo et helt interview for sig.¶

MARIA Det må du gjerne si litt om.¶

Jeg tror at menn har hatt en fordel – ikke bare i kirken, men også i samfunnet – at kvinner har hatt mindre sannsynlighet for å være i lederstillinger. Derfor mener jeg at man som kvinne må være 10 prosent mer kapabel enn sin mannlige kollega til å stå på egne ben.¶

De som har brakt meg tro, gjennom praksis, fysiske møter, gudstjenester, lesing og mitt kirkeliv, har i stor grad vært ekstremt dyktige kvinnelige pastorer.¶

I den danske folkekirken tror jeg at over halvparten av prestene er kvinner for øyeblikket. Det kunne rett og slett ikke vært mulig uten dem.¶

MARIA Er det vanskelig også nå for kvinner å komme inn og bli prester, selv om de er over halvparten?¶

Nej, det er ikke vanskeligt at blive præst. Men jeg oplever sådan subtilt, at man måske skal arbejde lidt mere for det. Men det står ligesom for min egen regning. Det har jeg ikke data på.¶

Jeg synes også, at de kvindelige kolleger, jeg har, når de udtaler sig om sådan noget, så ved de virkelig, hvad de taler om. Hvis de markerer sig på en eller anden måde. Forstår du, det er arbejde, man gør på forhånd.¶

MARIA At menn har en naturlig autoritet? At det er enklere for dem å komme med et utsagn, mens kvinner må gjøre mer arbeid først for å legge noe fram?¶

Du kan kalle det en naturlig autoritet, men du kan også kalle det en litt «lettere tilegnet» autoritet. At det finnes noen ting i kulturen som gjør at du noen ganger føler at du må jobbe hardere for ting som kvinne, for å ende opp på samme sted. Men det gjelder ikke alle.¶

Det er ikke vanskeligt at blive præst.¶

Sorg, kjærlighet, angst og skyld¶

MARIA Som du sier, det meste av jobben din er ikke å studere teksten. Det er å møte mennesker.¶

Det er jo mit arbejde at læse Bibelen, men der er bare ikke nogen i praksis i menighederne, der er optaget af at diskutere det her. Der er bare så meget andet, der trænger sig på.¶

Jeg ville ønske, at jeg havde forstået, at det var det her, interviewet handlede om. Så havde jeg kridtet mine sko til det.¶

Det har måske været oppe to gange i løbet af de sidste ti år. Den menighed, vi arbejder med til hverdag, der er det bare nogle andre ting, der gør sig gældende. Det er det, som alle mennesker skal kæmpe med. Sorg, kærlighed, angst og skyld.¶

Den menighed, vi arbejder med til hverdag, der er det bare nogle andre ting, der gør sig gældende.¶

Vintreet¶

MARIA Har du noen tips til meg om ting i Bibelen som er vanskelige å forholde seg til, som vi kunne lage en intervjuserie om?¶

Jeg synes, at det med fortabelsen. For eksempel den prædiketekst, der kommer her om lidt, om vintræet. De grene, der ikke bærer frugt, de kastes bort.¶

Det synes jeg kunne være spændende at få nogle blik på. Hvad vil det sige at bære frugt? Ved vi overhovedet det, eller foregår det så skjult, at det også hører til det, som kun Gud ved noget om?¶

Men vi må jo prædike over den tekst. Så noget må vi skulle vide og forstå.¶

Portrett¶

Sofie Bonde Eriksen, sognepræst i Haderslev Domsogn. Foto: privat.¶

Terskelen¶

Eriksen vokste opp i en kirke der presten var en kvinne, og det var prekenene hennes hun lyttet til. Hun har aldri vært i tvil. I menighetene er det ifølge henne ingen som er opptatt av å diskutere spørsmålet. Folk bærer på sorg, kjærlighet, angst og skyld.¶

Hun leser skapelsesberetningen uten et hierarki. Eva skapes som en hjelper som svarer til Adam, og den man trenger hjelp fra, er noen ganger den som er sterkere. Paulus kan fortelle uvurderlige ting om erfaringen av Gud, sier hun, men han var en mann av sin tid, og vi har rett til å lese ham kritisk. Forkynnelsen skal sette mennesket inn i Guds historie som Hans elskede skapning. Den skal aldri gjøre deg liten og meg stor.¶

Motparten i denne serien vil stille et spørsmål tilbake. Hvis en apostel kan leses som en mann av sin tid, hvem avgjør hvilke av ordene hans som bærer? Maria spurte henne om noe beslektet, om hvor grensen går for hva samtiden kan forandre i troen. Eriksen svarte at den linjen er virkelig vanskelig å formulere, men at noe i troen må være peilemerker i alt vi gjør. Motparten har ordet først.¶